Nyheder

20. februar 2010

Kørekort til kategori B/E alm. bil og stort påhængskøretøj

11 ØSFere mødte frem hos kørerlærer Søren for at modtage teoriundervisning til kørsel med tung trailer. Søren indledte med at trække de forbløffede deltagere igennem en evaluerende køreprøves teoretiske spørgsmål. Her fik alle sig nogle gedigne overraskelser. Vi tror vi kender reglerne, men det måtte vi erkende, at ikke alle regler kunne genkendes. Her er der noget der skal repeteres. Bl.a. skal man kende forskel på, hvad man skal være opmærksom på, og hvad man skal være særlig opmærksom på.

Og så skal man jo have et nyt kørekort i kreditkortstørrelse. Det bliver helt vemodigt at vinke farvel til det gamle to-fløjede og flossede kørekort EF model fra 1991.


Nogle deltagere er genkendelige: Henning A., Jørgen, Henrik, Arne, Niels (skjult), Kisse, Arne, Palle, Jens, Klaus. Kørelærer Søren er igang med papirerne.


13. februar 2010

RR har fået winglets

I dag skete der da lidt på værkstedet. Morten kom med vores opgraderede Duo Discus tipper med winglets og hooden til R2, og holdformanden for RR gik og nussede med den.

Efter at have ryddet sne foran hangaren kunne vi få R2 ind i flyværkstedet, så den også kunne få hooden på som havde fået nyt beslag svejset på.

Værkstedschefen Frank fik ryddet op på værkstedet og Bageren havde bagt dejlige usunde kager til kaffen.

Kort sagt: En helt almindelig ualmindelig lørdag i klubben.


19. januar 2010

Casper har taget Guld-C og 2 diamanter

Casper Fossing tog denne vinter til Corowa i Australien for at svæveflyve, og det må man sige han har gjort eftertrykkeligt. I løbet af 4 flyvninger har han opfyldt betingelserne for et Guld C diplom med 2 diamanter. Altsammen fløjet i en LS 4.

På førstedagen den 5/1 lagde han lidt forsigtigt ud med en tur på 250 km. Næste gang han fløj var den 8/1, hvor han fløj en 300 km FAI trekant, så allerede her var distance betingelsen til Guld C'et og målflyvningsdiamanten hjemme. Tredie flyvetur blev fløjet den 9/1, som blev en 518 km tur på 6,5 timer, her kom varigheden til Guld-C'et så i hus samt distancen til diamant nr. 2. Fjerde flyvetur var en lille tur på 336 km med en skybase på knap 4.000 m, så her lykkedes det at få en 3.000 m højdevinding, så sidste betingelse til Guld-C'et kom i hus.

Stort tillykke til Casper!


17. januar 2010

Termikkursus og instruktørmøde

Lørdag den 16. januar 2010 var en dag hvor klubhuset var fyldt til randen med medlemmer fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Diego er som formand for sportsudvalget meget opsat på at få gang i vores mange talenter, så han havde arrangeret en kursusdag om termikflyvning rettet mod talenterne, men andre interesserede ville også lære noget. Diego vil lære dem at flyve termik, og hvem bedre end Henrik Breidahl og Klaus Vang kan undervise i det. Så der var indkaldt til termikkursus lørdag kl. 10. Kurt Fogsgaard, Torsten Sølund, Filip Bojanowski, Søren Jensen, René Roth, Anders Nøhr, Bent Byskov og Claus Elmeros lyttede med. Det som alle gerne vil vide fik Diego formuleret som følgende spørgsmål: Når du ligger i 300 meter og er på skideren, hvad gør du så? Svedne grin hos Henrik og Klaus vidnede om, at det var bestemt en genkendelig situation. Svaret var til gengæld ikke overraskende: Find noget termik eller find en udelandingsplads. Henrik kunne kun se det positive ved ved at lande ude, hvor man jo fik lejlighed til at møde nye spændende mennesker med forskelligt syn på tilværelsen. Og det uanset om det var en udelanding et sted på Sjælland eller under et VM i Sydafrika, hvor han engang landede ude i en indhegning. Først skulle han selv ud af indhegningen og derefter skulle flyet så ud. Hvordan det lykkedes kan I sikkert få at vide, når Henrik fortæller om sine flyvninger den 3. marts.

Bagefter mødtes instruktørkollegiet med bestyrelsen for at drøfte den fremtidige indsats på skolingsområdet. Vagtplaner, nye procedurer med kunststofwirer og uddannelse af spilførere blev også drøftet.

På billedet følger deltagerne opmærksomt Klaus Vangs indlæg om kurvning i termik.


13. januar 2010


9. januar 2010

IT varmestue 23. januar kl. 14

Vi holder IT varmestue i klubhuset, hvor vi gennemgår hvordan du selv kan lægge ting på medlemssektionen. Læs mere på medlemssektionen.


14 november 2009

Klubmøde den 28/11 kl. 13.

Kære ØSF'ere

Der indkaldes hermed til:

MEDLEMSMØDE i Øst-Sjællands Flyveklub

Lørdag den 28. november 2009, kl. 13 -16 i klubhuset

Medlemsmødet vil dreje sig om følgende punkter:

Fremtiden for klubben.

Klubbens økonomi

Ny wiretype

Nye nøgler

Ottsjö

Luftrumsændringer


Lodtrækning kl. 16

Kl. 16 er der lodtrækning om fly til stævner i 2010. Hvis ikke du kan komme, så send dine ønsker til formanden for sportsudvalget, Diego Gugliotta diego@gugliotta.net.

 


7. november 2009

Afslutning på sæson 2009

Klubhuset var fyldt til bristepunktet, da over 50 aktive svæveflyvere mødtes til Bagerens morgenmad, inden der skulle pakkes sammen. Det tog kun 3 timer, så var alle fly pakket i vognene, som blev parkeret i sildebensmønster inde i hangaren. Campingvognene blev også kørt på plads så der er plads til Mofaen i den østlige ende.

De tre Schleicher fly, ASK 21'eren, ASK 23eren og ASW 24'eren blev alle sat ind i flyværkstedet, så de respektive vedligehold kan gå igang med det samme.

Om aftenen var der pokal- og væddemålsfest tilrettelagt og udført af Bo og Else. Det var særdeles vellykket, og Bos satsning på maden fra Kongsted Forsamlingshus viste sig at være en ren vinder. Det var meget velsmagende og doseringen var også i orden. Andelårene tilberedt i øl var simpelthen fantastiske.


Der var ingen ledige pladser. Bageren havde som sædvanligt serveret en kraftgivende omgang morgenad.


Umiddelbart ser det jo ud som om de ikke laver noget. Hænderne dybt begravet i lommerne, ivrigt talende om alt muligt. Men tag ikke fejl, bag hyggen arbejdes der intenst med at flå vingerne af LS 4'en.


Der er godt pakket i flyværkstedet med tre fly klar til overhaling. Casper er allerede startet på at lave to-do listen.


Om eftermiddagen blev der tid til at lægge en tagplade på plads. Det er ellers noget af en opgave, at få den 11,65 m lange tagplade bakset op på taget. Men med den altid arbejdsomme Kurt Fogsgaard i spidsen lykkedes det at få det på plads. Klaus Vang var også kravlet i op på taget.


1. november 2009

Sæsonen slutter

Den sidste ordinære flyvedag i 2009 er slut. En lille hård kerne mødte op til briefing, hvor vi måtte konstatere, at det næppe blev 300 km vejr. Så vi slæbte ASK 21'eren, LS 4'eren og Ka 8'en ud, så vi kunne få nogle pladsrunder. Vinden var frisk fra sydøst, så vi fik trænet såvel start som landing i sidevind.

Søren fløj Ka 8, og han var udemærket klar over, at han ikke skulle flyve for langt væk fra pladsen med den vind. Martin og Bo fløj lidt LS 4, og Martin fik besøg af sine forældre som endelig fik set sønnen flyve. Bo var dog dagens mand i skysovs (sauce de cumulus), da han tog sig kærligt og kompetent af spilkørslen i den indledende fase. Han havde medbragt sin datter, Nikoline, som også fik sig en flyvetur inden hun skulle til fødselsdag hos en veninde.

Det første Klaus Vang sagde da han kom på pladsen var: Den vej ser da elendig ud, skulle jeg ikke lige tage og lave den? Og det gjorde han så. En stor tak til Klaus! Måske var det fordi hans helt nye og meget velplejede Citroën XM 2,5 TDI De Luxe Avec Pneu Sports d'hiver knagede forsigtigt, da han kørte på vejen, men uanset motivet så var det en rigtig god ting at vejen blev planeret!

Og Steen havde fået for lidt tøj på. Han frøs så han måtte tage nogle hop og spring og korte løbeture for at holde varmen. Han havde ikke taget de lange underbukser på. Men ellers bandede han fælt over startlistecomputeren, som ikke ville, som han ville.

René lagde ud med et par runder i Dimonaen. Så tog han lige en tur i ASK 21eren og så kørte han spil resten af dagen.

Men vi fik fløjet! Det var det vi var kommet for!


Her er så den hårde kerne: Ulrik, Martin, Søren, Steen, Bo og Klaus - René sad på spillet. Der er tradition for at spilføren glemmes, så den tradition holdt vi selvfølgelig i hævd.


2009 Arkiv »
2008 Arkiv »
2007 Arkiv »

Arkiverne: 2009 | 2008 | 2007 | 2006 | 2005 | 2004 | 2003 | 2002 | 2001

Abonner på nyhederne: Rss | E-mail