Ecole de Montagne - Sisteron 2007

Svæveflyveferie i Sisteron, marts 2007

af Ulrik Friis

Planlægningen

Omkring jul spurgte Jan Hebnes om ikke jeg ville med til Sisteron på bjergflyvningskursus sidst i marts. Den skulle jeg lige have sunket lidt, men da det viste sig jeg kunne få ferie den pågældende uge, både fra arbejdet og hjemmet, så sagde jeg ja.

Jan har en del samarbejde med Arne Boye-Møller vedr. www.dsvu.dk, og her var Jan blevet præpareret godt og grundigt af Arne, som tager derned og flyver hvert år.

Planlægningen blev til, at vi ville flyve til Nice og leje en bil. Vi kunne selvfølgelig have kørt derned i egen bil, hvilket måske ville have været billigere, men køreturen derned tager min. 1½ dag (1.800 km), og det samme tager hjemturen. Når man kun har én uge til rådighed, er det lidt ærgerligt, at 3 dage går med transport. Men med SAS’ billige priser indenfor EU blev det overkommeligt. Interesserede kan få indsigt i vores budget og regnskab.

Rejsen til Sisteron

Københavns Lufthavn har et virkelig dårligt ry mht. ventetider for alt muligt, så vi mødte op kl. 7 ca. 2 timer før afgang. I terminalen var der en ½ km kø til check-in hos SAS, men heldigvis kunne vi checke ind ved en gør-det-selv automat, fordi vi havde været lidt forudseende ved billetbestillingen. Vi kom hurtigt igennem sikkerhedskontrollen, så pludselig havde vi over en time at slå ihjel. Det havde jo været fint, hvis én af klubkammeraterne havde siddet ude i snuden af den maskine vi skulle med, men hverken Søren Taarnhøj, Jon Fuglsang eller Bent Byskov flyver MD 81 længere. De flyver alle Airbus, og det siges, at de nu har rene negle når de kommer fra arbejde.

Hvad var det så for et par svæveflyvere, der mødte op i lufthavnen den 24. marts? Jooee – Ulrik havde lige fået inddraget sin medical p.gr.a. et galdestens anfald, så han måtte kun flyve tosædet. Og Jan havde 38 i feber p.gr.a. influenza. Men nu havde vi altså bestemt os for en flyveferie, så afsted tog vi.

Vel fremme i Nice fandt vi frem til biludlejningsfirmaet, Budget, som gemte sig bag Terminal 2, så vi måtte ud at køre i en shuttle bus mellem terminalerne. Vi havde bestilt en lille smadrekasse af en Renault – troede vi. Men sådan én havde de ikke på lager, så i stedet fik vi udleveret nøglerne til en Opel Zafira 1,9 CDTI med alt i udstyr til samme pris. Det brokkede vi os ikke over. Jan kunne snart hverken høre eller se, man han kunne dog skrive under på kontrakten, så vi kunne køre nordpå. Vi havde 185 km foran os. Der var måske i alt 20 km af den strækning, der gik lige ud, men det generede ikke Jan, som fik knaldet brikker med hovedet dinglende til højre og venstre mens jeg styrede Zafiraen ad de enormt snoede og pittoreske veje. Sydfrankrig er et meget smukt land.
 


Der var rigelig bil for to, vi lejede en Opel Zafira 1.9 CDTI

Efter 3 timer nåede vi frem til Sisteron, ICAO forkortelse LFNS. Flyvepladsen har navn efter to byer i dens umiddelbare nærhed: Théze og Vaumeilh. På kortet står der én ting og på vejskiltene noget andet. Og sådan er det også med bjergene. På kortet står der én ting, men piloterne kalder dem noget andet. Denne detalje kan godt medføre en vis usikkerhed om, hvor man befinder sig i geografien, især hvis man anvender de officielle kort, så derfor har de franske svæveflyvere udfærdiget deres egne håndtegnede kort over bjergene på A4 ark, som derefter kan fotokopieres efter behag.

Fremme i Sisteron


Arne Boye-Møllers spritnye Ventus

Her traf vi så Arne Boye-Møller, Mogens Hoelgaard og Stig Øye. Nærmere præsentation er vel egentlig unødvendig, men de er alle tidligere Danmarksmestre, og Stig er også tidligere Verdensmester. De stod og pudsede på hver sin Ventus. Mogens’ og Arnes er sidste model, Stigs er 12 år gammel og har ikke de markante winglets, som Mogens’ og Arnes har – og den mangler sikkert også en hel masse andre detaljer, som de nye flyvere har. Hyggelige fyre.

Det var spøjst at observere disse tre herrers tilgang til ud- og indpakning af deres respektive flyvere. Stig iførte sig en lyseblå Kansas kedeldragt, Arne tog en rød kittel på med trykknapper i og Mogens brugte et fodlangt forklæde fra Midtbank. Arnes flyver var så ny, så han slet ikke havde fået indøvet rutinerne til ud- og indpakning nær så godt som Stig. Når man hjalp Stig med at pakke ud eller ind gik det som et urværk, hvor Arne måtte høvle lidt frem og tilbage, men han lærer hurtigt, så efterhånden gik det bedre. Mogens har jo haft sin flyver i et års tid, så han havde også rutinen på plads.


Stig Øyes Ventus KV


Vi blev indkvarteret hos Mme Collombon, på ejendommen Les Passerons, som havde nogle ferielejligheder lige under indflyvningen til bane 36. Og vores naboer var de tre førnævnte herrer, og det var Arne som havde anbefalet os stedet. Og det var et glimrende logi.

Indskrivning og første flyvetur 25. marts 2007

Jans feber havde fortaget sig i løbet af natten, og han så normal ud søndag morgen, men han lød langfra normal. Måske havde den gode luft i bjergene (540 meter MSL) haft en positiv virkning, eller måske var bare forventningen om, at der snart skulle flyves, nok til at han havde fået det bedre. Men han havde besluttet sig for ikke at flyve den første dag, hvilket nok var klogt. Det skortede sådan set heller ikke på gode råd om, hvordan han kunne blive sin influenza kvit, og han fulgte da også et af disse råd, nemlig at gå en stille tur omkring flyvepladsen især i den nordlige ende, hvor der er lidt skov, og det synes han virkede rigtig godt. Duftene i skoven havde sat gang i hukommelsen fra barndommen, så det der med influenzaen blev til sådan en uvedkommende ting.


Morgenmad - yogurt med knas

Søndag morgen blev vi indskrevet i Aero Club Sisteron og efter den normale briefing begyndte så briefingen for Ecole de Montagne, Bjergflyvningsskolen. Den blev foretaget af Jean Pierre Roos, som på sit særlige fransk/engelsk forsøgte at fortælle os om den manglende horisont i bjergene, turbulens i læ side af bjergene, hvordan vinden kan ændre retning når den løber i bjergdalene osv. osv. Det var meget anstrengende at følge med i, da han lagde trykket i de engelske ord, som om de var franske. Så det meste forstod jeg ikke en hujende fis af. Men tegningerne på tavlen talte deres tydelige sprog, så lidt blev der da hængende. Nu taler Jan fransk som en indfødt, idet han har været indfødt i Frankrig i en 10-11 år, så han forstod det meste og kunne bagefter oversætte. Det var bl.a. en af årsagerne til at jeg godt ville tage med ham til Frankrig. Man er nemlig lidt ude at svømme, hvis ikke man kan den lokale lingo i Frankrig.

Jan havde som nævnt besluttet sig for ikke at flyve i dag søndag, men jeg skulle i hvert fald ud at flyve. En ung tysker var også mødt frem til kurset, så han fik lov til at flyve Duo Discus hvor jeg fik tildelt Janusen. Jeg husker ØSFs Janus, som en flyver med fine præstationer og som jeg sad rigtig godt i, men det måtte jeg konstatere, at det gjorde jeg ikke i den franske Janus. Jeg sad elendigt. Og så var den bestykket med de samme instrumenter som den Grunau Baby IIb, som jeg fløj solo i tilbage i 1963: Hastighedsmåler, højdemåler, kompas og mekanisk variometer. OK – der var også en radio i og en Flarm.

”No bip-bip,” sagde Jean Pierre. Og jeg begyndte så at forberede mig på flyveturen, som ville blive noget ukomfortabel, uden el-vario, og i bjerge som var totalt ukendte for mig. Jeg skulle altså have øget udkig pga. bjergene og den høje tæthed af svævefly i området samtidig med at jeg også skulle kigge på variometret ind imellem for at centrere boblerne. Janusen var forsynet med bremsefaldskærm, og håndtaget til den sad ved min højre albue og savede løs i min jakke når jeg sad og styrede. Desuden skulle jeg hele tiden sikre mig, at jeg havde højde nok til at kunne glide til én af de ”autoriserede” udelandingspladser. Hmm – spændende. I alperne er der indimellem langt mellem udelandingspladserne, og det er livsvigtigt at man har styr på dem, så derfor har franskmændene udgivet en bog med alle pladserne i. Her fik vi en lille memoteknisk fidus: afstanden til pladsen i km x 4 x 10 + landingspladsens højde over havet + sikkerhedshøjde. Den højde skulle man have inden man forlod den plads, man havde fløjet til.


St. Auban fra 2.500 m

Temperaturen i 2-3.000 meters højde ville ligge på mellem -10 og -20 grader, så jeg var pakket godt ind i flere lag og fødderne var iklædt et par glimrende uldsokker og vandrestøvler. Men jeg havde ikke forberedt mig på, at ventilationen skal stå helt åben under flyvningen, da hooden ellers risikerer at ise til indvendigt, så med kun en sommertermikhat på hovedet, som ikke i forvejen er overforsynet med hårvækst, blev det efterhånden lidt koldt om issen.

Da vi først var i luften glemte jeg alt om dårlig komfort, og det viste sig at være rimeligt nemt at flyve uden bip-bip, især med den kraft, der var i termikboblerne. Vi blev slæbt over til en bjergryg, som skulle introducere mig til hang-flyvningen, men det viste sig at den ikke virkede – altså bjergryggen og hangvinden. ”Merde,” sagde Jean Pierre. Og det var ikke sidste gang jeg hørte ham udstøde denne klassiske franske ed. Men der var masser af termik, så vi fik fat og steg temmelig godt efter danske forhold, især da vi nåede op over 1.600-1.700 meter gik det opad med 3-5 m/s til knap og nap 3.000 meter (MSL). Vi fløj vestpå til Serres, Aspres, Col de Cabre, Luc en Diois og tilbage til Serres langs et utal af større eller små bjergrygge, og her blev jeg herset igennem udelandingspladserne Serres og Aspres. Hvis ikke Jean Pierre syntes, at jeg havde opfattet hans uforståelige forklaringer, så flåede han pinden ud af hænderne på mig, krængede Janusen med en vinge pegende ned på pladsen mens han gjorde mig det begribeligt, hvor pladsen lå. Jeg havde ellers kvitteret på hans ”Do yo see the airfield?”med et ”Yes”, men det forstod han tilsyneladende ikke, og så var det han begyndte at bruge Janusens vinge som pegepind.

Derfra fløj vi sydpå mod Lure, hvor jeg lærte noget interessant. Vi var på et langt glid, og jeg sad og tog mål af alle bjergryggene og forsøgte at vurdere, hvilke vi kunne komme over, og hvilke vi ikke kunne komme over. Vi havde kurs direkte vinkelret mod Lure bjergryggen, og jeg vurderede, at vi ikke kunne komme over den, og jeg begyndte derfor at kigge efter skyer, vi kunne finde stig under. Det var ikke så svært, der var nok at vælge imellem. Jeg besluttede mig for en fin cumulusbasse, der stod lidt øst for vores track, men da jeg så ændrede kursen sagde Jean Pierre: ”Non! Continue straight out”. Godt, jeg fortsatte så hen mod Lure, mens jeg spekulerede over, hvad han mon havde i posen, men jo nærmere vi kom Lure, gik det stille roligt op for mig, at vi fint kunne passere ind over, og vi passerede min sæl ind over kanten med et overskud på 400 meter. Lure er i øvrigt et godt sted at flyve bølger - når de er der, fortalte Stig og Arne senere, men det må jeg have tilgode til en anden god gang. På kanten af Lure stod der en glimrende boble (3-5 m/s), som vi tog op. Det var i øvrigt det samme ved næsten hver bjergryg, at der stod fin termik lige over kanten. Inden vi fortsatte sydpå, kontaktede Jean Pierre en militær flyveledelse, da vi ville flyve ind i en TMA af en eller anden slags syd for Lure, men de havde sat en ”telefonsvarer” på, og Jean Pierre fnyste lidt. Vi fik kigget på St. Auban, det franske svæveflyvecenter fra 2.500 meters højde, og vi fortsatte yderligere sydpå for at kigge på Vinon, som også er en udelandingsplads.

Janusen er en herlig flyver. Den er lige akkurat lille og stiv nok til at man tydeligt kan mærke termikken, når man flyver ind i den. Og med flaps i +4 kan man kurve med 45 graders krængning uden de store problemer. Og så kan den glide – og flapsene, som jeg ikke flyver med til daglig, er en herlig indretning, næsten et gashåndtag. Men - nu kunne jeg imidlertid godt mærke, at jeg sad ad helvede til i Janusen. Jeg kunne ikke strække mine ben helt ud, mine knæ hvilede mod instrumentbordets skarpe kanter i hver side, og for at min størrelse 45 i vandrestøvler kunne være på pedalerne, havde jeg vinklet fødderne som om jeg stod lidt på tæer, og nu havde kulden fået godt fat i mine få tilbageværende hårrødder. Vi havde fløjet i næsten 2½ time, så vi vendte snuden nordpå og satte skub i Janusen.

En fantastisk tur. Iflg. IGC filen tilbagelagde vi 212 km, og største høje var 3.022 m. At flyve omring i disse bjerge - så tæt på - er utroligt. Jeg havde bestemt respekt for bjergene inden jeg satte mig op i flyveren, men nu kunne jeg også hæfte det op på noget. Jeg havde prøvet det for første gang. Godt nok havde vi ikke fløjet i de rigtig høje alper øst-nordøst for pladsen p.gr.a. snevejr, men dagens tur havde alligevel været helt uovertruffen. Det var svært at få tørret smilet af og få armene ned, og da Jan så det, virkede det akut helbredende på ham. Han blev nemlig klar til at flyve næste dag.

Flyvetur nr. 2, 26. marts 2007


Klar til start. Fleece hat inderst og sommertermikhat udenpå.

Jeg fik gjort Jean Pierre begribeligt med Jans hjælp, at Janusen ikke var min flyver, så jeg blev sat på Duo Discusen, som både havde god plads til mig og mine ben og mine fødder og den var forsynet med bip-bip og GPS, en LX5000. Jan fortalte mig senere, at da jeg var ude at flyve i Janusen havde Jean Pierre haft en transportabel GPS med omme i bagsædet. Men nu kunne jeg også følge med. AC Sisteron har to Duo Discuser, men et par varyler fra Vestjysk Svæveflyveklub havde sat sig tungt, meget tungt på den ene.

Egentlig havde flyveklubben tre Duo Discuser, men den ene ligger som vrag oppe på bjergskråningen af det nærmeste bjerg, Hongrie. Man har ikke fjernet alle stumperne af den, så genkendelige flydele ligger der til skræk og advarsel. Duoen havde ligget i lav højde og kæmpet i noget vanskelig termik, da slæbeflyet - efter at svæveflyet havde koblet af - med en særdeles uautoriseret manøvre efter afkoblingen torpederede Duoen oppefra. Slæbepiloten havde ikke set Duoen som lå lavere og tæt inde langs Hongrie, og slæbeflyet brasede lige ned i den. Det kostede tre mand livet for nogle år siden.


Aftenbyge over Hongrie

Igen forhindrede snevejr østpå, at vi kunne komme ind i de høje snedækte bjerge, men det gjorde sådan set ikke noget, for jeg syntes de andre bjerge var mindst ligeså imponerende og spændende at flyve rundt i.

Vi lagde ud med en fin 3,1 m/s (integreret) termikboble, som bragte os op i 2.000 meter i en ruf. Denne gang skulle jeg rigtig gøre brug af bip-bip, troede jeg, men ikke så snart vi ramte den første termikboble sagde Jean Pierre: ”Please turn down the sound from the variometer”. Jeg skruede ned, ”More”, sagde Jean Pierre. Jeg skruede ned, ”More”, sagde Jean Pierre. Jeg skruede ned, ”More”, sagde Jean Pierre - indtil jeg ikke kune høre et eneste bip-bip. Hrrmmpff. Derefter fløj vi over til Gache og forsøgte hangflyvning. ”Merde, its not working,” sagde Jean Pierre om hangen. Så vi benyttede os af almindelige termiske opvinde kendt fra både Danmark, Sverige, Finland, Tyskland og andre dele af Frankrig. Det specielle ved disse termikbobler var imidlertid deres styrke. Stort set hver gang vi fandt en boble var der så meget kraft i den, at alle variometre bankede nålene i bund (5 m/s), og integratoren røg lynhurtigt op på 3-5 m/s. En enkelt gang noterede jeg på LX5000, at den gav 7,6 m/s integreret, dvs. at det gik opad med 27 km/t – i gennemsnit. Senere fortalte Mogens, at han ikke tidligere havde prøvet at flyve i så kraftig termik, som vi oplevede i denne uge i marts i Sisteron. Det er han så ikke alene om.

Vi fløj sydøst på langs bjergrygge ind over byen Digne le Bains og måtte derefter søge vestpå for ikke at blive fanget af snebygerne. Igen og igen forsøgte vi at finde noget hang, men der var ikke noget. Vi fortsatte ind over det terræn vi fløj over dagen i forvejen, og jeg var nu så småt ved at få hold på geografien, i hvert fald det der lå vest for pladsen. Jean Pierre brugte stadigvæk højre eller venstre vinge som pegepind ind imellem, men nu havde jeg efterhånden vænnet mig til hans pædagogik.


Denne gryde for foden af Hongrie giver som regel et godt løft

Duo Discussen er jo en stor flyver, og der gik nogle termikbobler med at lære at styre den rundt i 45-50 graders krængning med 90 km/t. Boblerne var kraftige men også snævre, så den store fugl skulle helt op på ørerne. Jean Pierre var ikke altid lige tilfreds med min måde at håndtere flyveren på, så han greb en gang imellem ind med sin håndfaste pædagogik (han flåede pinden ud af mine hænder) og demonstrerede, hvordan jeg skulle flyve. Og flyve, det kan Jean Pierre!

Jean Pierre havde lovet den unge tysker en flyvetur kl. 16, så efter 2:10 og 189 km sluttede flyveturen 10 minutter i 16.

Og så var det dagen, hvor Jan var på sin første flyvetur fra Sisteron. Hans influenza fik ikke flere chancer til at ødelægge noget for ham, så mandag morgen så Jan helt rask ud, og han lød også sådan. Han taler jo flydende fransk, så han havde et større udvalg af instruktører. Og han lagde også ud i Janusen, som han fik et rigtig godt kendskab til i løbet af ugen, da de fleste af hans flyveture foregik i Janusen ”AP”, hvor jeg nøjedes med den første tur i Janusen og fløj resten af turene i Duo Discusen ”TD”.

Jan blander sig lige med et par flyvehistorier...

26. marts 2007 (Jan)

En dag på jorden hvor de andre fløj over hovedet på mig var en mirakel kur. I dag skulle der flyves ! Der var stor instabilitet i luften men der var desværre for meget over bjergene i øst, så vores flyvningen skulle foregå i det mere flade område vest på pladsen. I bjergene flyver man efter kendte udelandingspladser til forskel fra normal fladlandsflyvning hvor man som regel altid kan finde noget velegnet. Det betyder til gengæld at man også ved at pladserne bliver kigget på en gang i mellem, der er aftaler med lokale landmænd om at hold pladsen fri og land bar. Det betyder ikke pladserne er rene golfbaner, men der skulle være mulighed for at sætte flyveren uden at den bliver ridset eller krøllet.

Jeg fløj med Serge, pladslederen. Vi startede i Janus som de sidste omkring en 14 tiden, de tunge sne byger øst på betød vi holdt os til fladlandsflyvningen og tog en rundtur til Saint-Auban og Vinon for at se området an. Det var årets første start for mig, så det var udmærket med en lille rundvisning som blød opvarmning, der blev fløjet lidt over 2 timer og vi nåede at se en enkelt som havde udelandet i fladlandet, så det var ikke helt nemt at forblive flyvende, der var ret meget aktivitet i vejret. Janusen har mekanisk variometer og det havde jeg ikke så voldsom meget erfaring med, havde kun fløjet en 40 min tur i en Pegase på mekanisk vario og det havde ikke været nogen synderlig succes. Men de gode bobler og det fine vejr gjorde det forholdsvist nemt at tilvende sig den mekaniske visning. Der er Flarm i alle de franske fly og de opfordrer folk til at få det når man flyver dernede. Set i det lys forstår jeg ikke helt at de fortsat har mekanisk variometre i nogle fly, da instrumentet, selv når man er rutineret i at bruge mekanisk vario, alligevel optager vigtig udkigs tid.


2007-03-26 AP Jan Hebnes Sisteron.IGC

Bjerget "Lure" var det nærmeste bjerg vi kom på min første tur 2007 og den var et flot syn, her ses 3D'en fra da jeg tog billedet.


(stor version)

27. marts 2007 (Jan)

Denne dag fik jeg fingre i en af Duo Discus'erne og jeg fik tildelt en Instruktør som hed Roger Biagi, han havde fløjet i området de sidste 50 år og var en af de rigtig skrappe instruktører, som både har undervist motor og svæve piloter. Vi snakkede fransk i cockpittet og der blev fortalt om området, landingsmuligheder, erfaringer og meget meget mere.


2007-03-27 TD Jan Hebnes Sisteron.IGC

Som det ses af mit track så kom vi ret heldigt af sted, vi sneg os hen til de første bjergsider og fik fat lige over kanten, derefter var vi parate til at angribe de nærmest bjerge i området. Vi nåede at arbejde en hel del på Authon og Auribeau. Det er mellem de to man plejer at komme hjem når man kommer øst fra sidst på dagen, det giver nemlig vejen til det laveste sted for at slipper forbi bjerg toppene og ned til Sisteron. Det var ikke 100% ren skrænt flyvning, vi havde ikke så meget vind, men den termik som kom sneg sig op af bjergsiden så vi kunne godt arbejde med det. 


(Stor version)

Noget af vinteren var brugt i Condor og Provence området som et forsøg på at træne området og bjergene. Det gave en meget lille fornemmelse af bjergene og området, det var mest Gap og derop som man kunne genkende, men det var slet ikke noget som forberedte mig på det visuelle indtryk som det er at flyve tæt op af bjergsiden. Jeg har forsøgt at fange lidt af fornemmelsen på video. Man har vænnet sig til at jorden er et godt stykke fra en når man flyver i fladland og det at man så skal lægge sig helt tæt på for at skræntflyve er noget som kræver lidt tilvending.


(stor version)


Det lykkedes at hive kameraet ud af lommen da jeg fik vist de indledende øvelser med skræntflyvning. Videoen giver en nogenlunde fornemmelse af hvor tæt og hvor hurtigt tingene opleves. Et detalje ved flyvningen nær skrænter er at man umiddelbart ikke ved at kigge langs vingen kan vurdere hvor tæt man ligger, men når det hele kommer i bevægelse og man flyver langs med bjerget så fornemmes afstanden når man kigger hen langs bjerget.


(stor version)

Det var en helt fantastisk flyvetur, det var skoling i bjergflyvning lige efter bogen og Roger var en fantastisk underviser.

28 marts 2007 (Jan)

Det var koldt, men der var kommet mange gode råd fra Arne inden vi tog herned, jeg havde store kondi sko med god plads til uldsokkerne og havde desuden fået fingre i flis bukser samt et friskt sæt uld undertøj, kombineret med ski jakke og hue så var der ikke nogen problemer med at holde varmen, beklædning fungerede rigtig godt. Den 28. var det ret koldt i sky basen. Der kom hurtigt kondens og is på indersiden hvis der ikke var nok udluftning i kabinen, en detalje man bør huske når man pakker, at man ikke tror det blot er minus grader i stille luft, man skal klædes på til at kunne klare minus og bevægelse i luften.

Dagen var præget af mange sne byger, det gode ved sne er at det ikke sætter sig på vingerne som regn. Derfor var det eneste problem med at flyve igennem dem de vind forhold som kan dannes ved nedbør/snebyger og det kan overstås ved at flyve en friske hastighed hvis man skal flyve igennem.


2007-03-29 AP Jan Hebnes Sisteron.IGC

Vi startede ud med at se om vi kunne komme til Blayeul for træne skræntflyvningen, hele området øst for pladsen var dog helt indhyllet i sne byger, hvis man kigger på igc filen vil man bemærke at efter vi vender ude øst på og når til top i en termik boble bliver farten sat betydeligt op på et lille stykke. Dette skyldes at turen tog os igennem en snebyge, på tidspunktet havde vi sne nord, øst og syd for os og termikken var god. Det var meget instabil luft vi havde os.


Efter at have kigget på La Motte og Gap flyvepladserne kom vi hen til Tete de Clappe, som ligger ved foden af Pic de Bure en meget markant bjerg nord for pladsen. På den illustrerede rute gik FLARM enheden helt amok, som det kan ses så fulgt vi bjergsiden hele vejen og FLARM enheden advarede os om at der var en forhindring foran os hele "buen". Det var ret fascinerende at opleve at føle sig en smule omringet af bjerget, selv om man hele tiden kunne dreje til højre og dreje ud i dalen igen.

Som det fint illustreres af grafikken fandt vi vores boble på kanten af bjerget, der hvor det er optimalt at "angribe" skrænterne, i øjen højde. Sådan blev det forklaret, vi havde desværre ikke voldsom meget vind men meget instabilitet, så det blev ikke så markeret skrænt vinde der holdt os oppe, jeg har endnu at opleve effekten af en 10m/s vind på en bjergside en dag uden termik.


Pic de Bure som er meget genkendelig i området, der ligger et radio observationscenter på toppen, med nogle paraboler på jernbane skinner som kunne flyttes rundt i landskabet. Det var et at de få bjerge som jeg klart kunne genkende fra Condor, mest fordi jeg var (i Condor) udelandet på toppen da jeg havde satset lidt for meget på at runde et vendepunkt ind over bjerget, havde jeg haft hjul ude var jeg trillet videre ;) (i Condor, ikke virkeligheden...). Det var en meget fascinerende sten. På turen hjem kom vi forbi St. Genis, dagens sidste boble, det er en 1200m høj suppe tallerken med kant hele vejen rundt om en skovbeklædt midte. Solen stod og bagede lige ned i "gryden" og den varme luft slap langs kanten, den var meget kraftig stod lige over kanten.

Flyvningen blev foretaget i klubbens Janus som havde højde, hastighed og mekanisk variometer. Jeg har før Sisteron kun foretaget en kort tur i Pegase med kun mekanisk og er opflasket på elektrisk vario, men med de 3 ture jeg endte med at fløjet i Janus'en blev jeg ret fortrolig med brugen af mekanisk vario, jeg forestår dog ikke helt at man går op i at benytte FLARM, men stadigt beholder mekaniske vario så man er nødsaget til bruge tid på instrumenterne. Alle de franske fly og langt størstedelen af flyene på pladsen havde valgt at udstyre sig med FLARM enheder.

Tilbage til beretningen...

Flyvetur nr. 3, 28. marts 2007 (Ulrik)

I dag skulle det pinedød være dagen hvor jeg fik indøvet noget hangflyvning. For det første gav vejrudsigten lovning på vind fra syd, men den havde vi hørt før uden at der lå realiteter bag. Men den sydlige vind holdt sig, så jeg endelig fik prøvet rigtig hangflyvning. Godt nok røg vi ind i 5 meter bobler når jeg skulle vende ud fra bjerget, og som så sparkede os op over bjergkammen, men så flåede Jean Pierre bremserne ud, så vi kom ned langs bjergsiden igen. Det ser ud som om vingerne skraber ind over tæerne, men der var alligevel 50-100 meter ind til bjergsiden.

Vi fløj over nogenlunde samme terræn som de to forgående dage på grund af – ja, godt gættet – snebygerne østpå, som blev dannet af den fugtige luft fra den italienske Po slette, som lå liiiige omme på østsiden af de store sten. På denne tur oplevede jeg ikke at Jean Pierre greb ind, så han må have været tilfreds med min flyvning.

Brise

Om sommeren er der så meget termik på de solbeskinnede bjergsider, at den opadstigende luft begynder at trække vind op igennem dalene, som så også giver mulighed for hangflyvning. Det eneste sted man som svæveflyer så ikke skal befinde sig er i midten af dalen, hvor begrebet synk så vil kunne opleves i en helt ny dimension. Franskmændende kalder det for en brise – skal udtales med stemt s og e’et skal udtales som et forsigtigt ø – og ordet betyder det samme som på dansk.

Mistralen

I Sisteron kan man også opleve vejrfænomenet Le Mistral. Det er en nordenvind, som pisker ned gennem Rhonedalen – og nabodale – og er en kold og kraftig vind op til kulingstyrke. Den dannes nordpå i Massif Centrale, hvor der i store lunker i terrænet er fanget noget koldt luft, som ligger blidt og skvulper. Denne luft bliver ekstra kold, hvis udstrålingsforholdene har været gunstige, så den er markant koldere end den omgivende luft. Når så et passerende lavtryk får sat lidt ekstra skvulp i søen af kold luft, ryger den ud over kanten og suser nedad. P.gr.a. luftens kulde er den også tung, så den accellererer kraftigt og bliver til en meget kraftig vind. Da dens temperatur som udgangpunkt har været meget lavere end naboluften, vil den opleves som ekstra kold selvom den opvarmes på sin vej ned. Mistralen opleves hovedsageligt om vinteren.

I princippet var det forår, da vi besøgte Sisteron, men temperaturen startede om morgenen på eller under frysepunktet og nåede op på max. 15 grader i løbet af dagen, men så skulle man finde sig et solbeskinnet sted i læ for vinden, så der blev ikke brug for de kortærmede trøjer.

Livet i Aero Club Sisteron


Svæveflyvehangar til venstre, slæbeflyene holder til i blikbygningerne
til højre. De lave bygninger imellem er briefingrum, bureau, pilot
lounge og Restaurant Janus. Bjerget Gache troner i baggrunden.

AC Sisteron hævder at have 1.000 medlemmer, og med Jan og mig bliver det så 1.002. De mange medlemmer skal søges blandt de europæiske svæveflyvere, der afholder deres flyveferie her, og som skal melde sig ind for at få mulighed for at flyve fra pladsen. Der tropper nok ikke en 6-700 medlemmer op til briefing en rigtig god dag, men briefinglokalet til ca. 40 mand var trods alt fyldt godt op hver dag. Mens Jan og jeg besøgte klubben, havde vi selskab af tyskere, englændere, schweizere, franskmænd og en ordentlig sjat danskere. Udover Stig (fra PFG), Mogens og Arne (fra Herning), var der også et slæng fra Silkeborg og et fra Vestjysk, som havde lejet tyske fly.

Briefing afholdes på fransk. I starten spørges der udover flokken af piloter om der også skal tales engelsk. Yes, yes siger alle danskerne, hvorefter briefingen gennemføres på fransk med tysk oversættelse. Og det er vel at mærke ikke den slags tysk, som man lærer i skolen, men alpetysk som lyder helt anderledes og som indeholder ord man aldrig har hørt før med mindre man tit kommer i de egne.

I tilknytning til klubbens lokaler findes ”Restaurant Janus”, der serverer rimelig mad til rimelige priser morgen, middag og aften. Der er også en glimrende campingplads, hvor EU har været med til at finansiere en imponerende bygning med de nødvendige ”faciliteter” incl. piscine (svømmepøl). Selvom forholdene er fine, så bliver det hele ikke så morsomt, når området løber tør for vand en varm sommer. Så kan man ikke skylle ud i de fine toiletter, og det hele begynder at lugte fælt. Nå – det skete heldigvis ikke for os, for det var jo i marts måned, hvor det var pissekoldt og der var masser af vand. Men de erfarne kunne berette om oplevelsen.

I det nyistandsatte klubhus var der gratis kaffe og the og selvbetjening af øl og den slags. Og i den uge vi var der, nåede klubben at afholde én fest og én aperitif.

Flyvetur nr. 4 – den sidste, torsdag den 29. marts 2007

Dagen tegnede godt – rigtig godt. Jean Pierre sagde, at i dag kunne vi få lov til at flyve lige så længe vi ville. Der blev lagt planer for langture og alle klubbens tosædede skulle ud at flyve. Jan skulle flyve Janus med veteranen Roger Biagi, den unge tysker skulle flyve i Twin Astir med Jean Pierre, og jeg skulle flyve Duo Discus med Serge Leclerque. Og hvilken tur det blev. Udover at Serge er væsentlig mere afdæmpet end Jean Pierre, så jeg selv kunne få lov til at træffe mine beslutninger uden utålmodig indblanding fra bagsædet, så taler han også engelsk med trykket lagt de rigtige steder i ordene. Jeg ku’ sgu’ forstå hvad han sagde.

Endelig kom jeg ind i bjergene øst og nord for pladsen, og de var bestemt imponerende og meget større og mere forrevne end bjergene vestpå. Vi fløj op langs søen Lac de Serre-Poncon og langs Durancedalen helt op til Briancón, hvor vi drejede vestpå ind i et naturreservat (Parc Nationale des Ecrins) over en gletscher, Glacier Blanc, der ligger i 3.000 meters højde. Det var betagende, smukt, vildt, hvidt, uberørt (ingen skiløbere), sanseløst flot. Sneklædte bjerge, men ind imellem stak der noget sort bjergmasse op igennem sneen, og over disse små solbeskinnede toppe var der termik. Det var i øvrigt bemærkelsesværdigt så stor forskel der var på skybasehøjden på turen. Ude i dalen hvor Sisteron og Gap ligger lå den i 2.500 - 2.700 meter, men inde i bjergene steg den til 3.500 - 4.000 meter.

Turene langs dalene var forrygende smukke og vildt udfordrende for piloten (mig). Serge viste mig hvordan man flyver langs bjergkanterne uden at miste (ret meget) højde. Vi havde også højde nok til at skyde ind over nogle bjergmassiver, som var 2.700 - 2.800 meter høje, og den fornemmelse det er at glide ud over kanten, som falder måske 1.500 meter kan ikke beskrives ordentligt, det skal opleves. Og det skal turen helt ind til Glacier Blancs ”rod” og tilbage over den og udover kanten også. Det var en berusende oplevelse, én af dem som bekræfter mig i, at jeg har valgt rigtigt i at bruge min tid på svæveflyvning. Lige for at sætte tingene i perspektiv, så husker jeg tilbage på en anderledes udfordrende flyvetur i 2005 hjemme over det flade Sjælland, hvor jeg i ASW 24eren fløj en tur op til Torbenfeldt, ned til Fuglebjerg og hjem til Kongsted. Mit første stræk på egen hånd. Da jeg stod på jorden var jeg i samme euforiske tilstand med fornemmelsen af, at jeg havde udført noget sjældent, som da jeg stod på jorden efter turen ind over gletscheren.

Luften var tyk af svævefly, så Flarmen var næsten på overarbejde. På et tidspunkt befandt vi os lige under skybasen, og Flarmen fortalte, at der var et fly over os…hmm.


Jan fik også noget ud af dagen...

29. marts 2007 (Jan)


2007-03-29 AP Jan Hebnes Sisteron.IGC

Feriens mest fantastiske dag, det blev til hele 4 timer og over 316km (OLC). Der var kanon vejr.

Vi fløj direkte mod Lac du Serre-Poncon og langs den nordlige kæde op til Saint Crepin, på turen kunne man virkeligt mærke at det her område var et at de rigtig flotte. Der var rigtig mange fly i luften og jeg brugt meget tid på at kigge omkring og lytte til FLARM beskeder.

Vi fortsatte op forbi Briancon og stoppede først i bunden af dalen hvor vi kunne se ned til Bardonecchia, som ligger i Italien ! hele 100km væk hjemmefra og helt oppe ved de "store" bjerge.


Bardonecchia, Italien :) ! På bjergsiden lykkedes det at finde lidt termik så jeg kunne arbejde 8 tals flyvning i nærheden af toppen, men det var ikke mange meter der blev kravlet op så vi endte med at søge tilbage og fangede god termik midt i dalen.



På turen tilbage synes Roger jeg skulle se Pas de la Cavale, så vi gik fra dalen og over bjergkæden. Pas de la Cavale er "stedet" hvor man passerer. Det lille stykke flyvning levede fuldt oppe til mine forestillinger om hvad bjergflyvning gik ud på, det er fantastiske landskaber man får lov at se på en sådan tur.

Jeg optog al den video jeg kunne slippe afsted med, også mens jeg styrede for det var så flot alt sammen >:) det er håndhold og forfærdeligt langt (6 min) men det giver et glimt af hvad man kan opleve med bjergflyvning. Lige efter vi havde gået forbi passet, fangede vi termik ved en af toppene i området, den førte os op til 3500m som var det højeste jeg nåede til på mine 4 ture i området. Vi "kom ud" nord for Gap og fløj videre forbi Pic de Bure ud forbi Col de Cabre vest på, det var ret spændende at observere hvordan skybasen skiftede en hel del fra bjergene hvor man havde ligget i 3500m til Col de Cabre hvor basen lå i 2000m. Vi havde masser af højde og noget tid endnu så vi valgte at forsøg os igen med at kigge til Blayeul, som jeg fik forklaret var et rigtig godt sted at træne skræntflyvningen.


Blayeul var indhyllet i snebyge, vi havde nærmet os og der var ikke voldsom gang i termikken, Roger valgt bevist at vi skulle forlade Blayeul i 2000 for at jeg kunne opleve at komme lidt for lavt til at passere kanten til Sisteron.


Da vi nåede Authon var det tydeligt at se at det ikke ville gå med en lige linie hjem, her fik Roger pinden mens jeg nød udsigten med skoven under 150m under flyveren. I nærheden af kanten som lå over os var der er et stykke bart jord ved nogle huse, Roger fortalte at han kendte til to piloter som havde valgt at sætte deres fly på det stykke og begge havde krøllet flyene. Piloterne havde mistet overblikket og havde overset at man kunne passere forbi Authon og fortsætte ned af bakken mod dalen som førte til Saint-Auban flyvepladsen, hvis der var gode skrænt forhold kunne man være og nøjes med at hoppe til sydsiden af Authon og som regel fange noget, hvis dette ikke gav noget, så fortsatte man blot ned af dalen og videre mod Saint-Auban flyvepladsen.


Men denne visuelle vinkel kan man godt se at det er tilladt at føle sig lidt presset i den pågældende situation, det var netop hensigten med øvelsen at jeg skulle opleve dette. Turen mellem Authon og Auribeau var den almindelige vej "hjem" når man havde været på opgave øst på og med lidt synk kunne situationen godt opstå at man måtte gå ud i dalen mod Saint Auban.

Vi fik fat i termik lidt længere nede af dalen og kravlede over Gache og hen til Sisteron.


Roger Biagi har fløjet 50 år i bjergene og kan vist godt kaldes en ekspert på området. Han snakkede meget om at han en dag ville udgive en bog om flyvning i området, den kunne godt gå hen og blive god læsning.

Det blev den fjerde og sidste tur på ugen. Bjergflyvning er noget som for mit vedkommende skal prøves igen. Skal det ske på egen hånd har jeg dog besluttet der skal investeres i satelit nødsender og FLARM. Med hensyn til udelandings muligheder oplevede jeg dem som udemærkede, man flyver efter nogle andre forudsætninger end i fladt land, man flyver fra udelandingsplads til udelandingsplads. Svæveflyver organisationen i området har aftaler med lokale om at vedligeholde bestemt udelandingspladser og disse er tilgængelige i en bog som man skal have med i sin flyver når man flyver dernede, det er de pladser man flyver med som sikkerhedspladser. Det betyder ikke at pladsen er en grøn bane på 2 km, men det er en plads hvor man kan sætte flyveren uden at krølle den. På mange aspekter er den del af flyvningen næsten sikrere end når man flyver i fladt område og lander på ukendt plads med kun visuelle referencer fra højden. De hurtigt omskiftelige vejrforhold og ved skrænt flyvning, kastevinde, samt trafikken er faktorer som man skal være mere på vagt overfor. Kastevinde skal man instrueres i at håndtere, via den teknik man flyver skrænt med, i hovedtræk gælder det om at følge skrænten uden på noget tidspunkt at krænge flyveren ind mod skrænten. Trafikken kan kun håndteres ved at kigge meget grundigt omkring, og huske at bjerglandskabet som ligger i øjenhøjde gør det ekstra svært at spotte fly omkring en, en FLARM enhed er ikke løsningen på alle udfordringer men bør ikke spares væk i dette tilfælde. Vejrforholdene kan man flyve væk fra men vil ved kraftige vejr kunne overrumple en, der blev vist billeder til den ene briefing hvor en erfaren instruktør havde været nødsaget til at lande på et meget lille styk jord da der var opstået et kraftigt synk i hans område, det blev vist for at minde os om at vejret kan snyde selv de mest erfarne.

Tilbage til beretningen...



Det var to helt igennem fantastiske flyveture, og de satte så også et værdigt punktum for flyveferien, da der ikke kunne flyves de to næste dage. Arne fløj 745 km den dag - han landede kl. 19.30 - så det fortæller lidt om Arne, men også noget om hvor godt vejret var. Arne, Mogens og Stig var nemlig fløjet helt op til Mont Blanc og tilbage. De var alle lidt ydmyge efter mødet med kolossen, som med sine 5.000 meter stadig var 1.000 meter højere end den højde de tre svæveflyvere var i da de nåede frem til bjerget. Da de returnede havde de fløjet omkring 650 km, og Mogens og Stig landede, men Arne fortsatte yderligere små 100 km.

De sidste par dage

Fredag og lørdag blev det ikke flyvevejr, og Jan og jeg slog os sammen med vores tre naboer og tog en tur op i bjergene, hvor Gache var målet for vandreturen. Stig har besøgt området hvert år i 25 år, så han kender hver en gedesti i området, og han forsøgte gang på gang at lokke os til at køre ind, hvor der mest var egnet for firehjulstrækkere. Meeeen, vi var ikke så nemme at lokke. Måske havde det noget at gøre med, at vi havde valgt ikke at tegne fuld forsikring på udlejningsbilen. Stig påstod at han havde kørt på gedestierne i sin Skoda flere gange.
 


Udflugt til Gache, bjerget lige syd for pladsen. Gache topper ved 1350m. På billedet poserer Stig som base-jumper (inkl. paraply)


Stig Øye, Arne Boye-Møller, Ulrik F., Jan Hebnes, Mogens Hoelgaard
(stor version)

Lørdag besluttede de fleste danskere at køre hjem. Der ville først komme godt flyvevejr tirsdag. Jan og jeg kørte så til Nice, hvor vi havde reserveret hotelværelser. Hotellet hedder Sans Souci (http://sanssouci-nice.dk/) og er et lille smadderhyggeligt hotel på 2. sal lige over for Palais de Justice. Parkering lige under pladsen og trådløst internet. Ejet af en dansker med dansktalende personale. Og så var det billigt. Det lå et stenkast fra blomstertorvet, hvor man ikke kan komme frem for restauranter. Jan havde på nettet fundet en biograf, som viste film i originaludgaven, altså ikke synkroniseret til fransk. Og vi vandrede så i regnen de 3 km i biffen og så ”300”. Pyha…altså filmen.

Søndag bordede vi igen en MD81 hjem til København. Check-in var ikke noget problem i Nice, ingen ventetid, men i sikkerhedskontrollen ville de absolut se, hvad vi havde i vores tasker. Hvad den forestilling egentlig skulle gøre godt for efter de havde gennemlyst bagagen var svær at se, især da min taske kun blev undersøgt sporadisk i nogle af rummene. Og da Jan er en stor, rolig dansker, tog han naturligvis også sin rygsæk af i et nordisk afbalanceret tempo, hvilket den halvt så store kvindelige vagts tappende fod afslørede var lidt for roligt. Da han så også skulle tømme den, jamen så begyndte han stille og roligt at hive alskens mærkelige - men helt ufarlige - genstande såsom varmt tøj op af sin rygsæk. Vagten var en helt ung og ret lille kvinde med håret sat i en meget stram hestehale, og hun placerede demonstrativt hånden i siden mens hun trak vejret tungt og hestehalen så ud til at blive strammere og strammere. Jeg var lidt imponeret over alt det han havde fået plads til i den lille rysæk, og det tog ham da også et kvarters tid at få den pakket ordentligt igen.

Vi fløj hjem over de skydækkede alper, så vi fik ikke rigtig lejlighed til at se området fra lidt større højde. Det må vente til næste gang. Og der bliver helt sikkert en næste gang. Måske man kan lokke klubben med på en sommertur til Sisteron - ligesom PFG har gjort i en del år?